Anmeldelse af navneændringer foregår på www.borger.dk, hvor ønsket om navneændring afgives digitalt. (Menupunktet: ’Familie og børn’ findes til venstre på siden, derfra følges linket ’Navne og navneændring') Hvis du ikke har NemID, kan anmeldelsen udfyldes ved personligt fremmøde på Kirkekontoret i åbningstiden. Er du i tvivl om udfyldelsen af ansøgningen, er du også velkommen til at kontakte Kirkekontoret. Anmeldelsen foregår ved, at den ene af forældrene logger ind på www.borger.dk og underskriver med NemID, hvorefter den anden forælder modtager en mail, der skal godkendes og medunderskrives ved hjælp af dennes NemID. 

Navneændring for voksne
Samlevende:
Ønsker du at antage din samleveres navn, skal du sammen med den digitale ansøgning på www.borger.dk vedhæfte en fil med en udfyldt og underskrevet samlivserklæring. Denne kan downloades på www.personregistrering.dk eller hentes på kirkekontoret i åbningstiden.

Samtykke:
Ønsker du at antage et beskyttet efternavn, skal du have samtykke fra samtlige bærere af navnet. Der skal være udfyldt og underskrevet en samtykkeerklæring for hver person, der bærer navnet.

Navneændring på bryllupsdagen:
Ønsker du at opnå navnefællesskab med din ægtefælle samme dag, som I bliver gift/indgår registreret partnerskab, skal du ansøge på www.borger.dk om " Navneændring på bryllupsdagen ". Hvis, du ønsker at antage din kommende ægtefælles mellem-og/eller efternavn, skal han/hun godkende/medunderskrive ansøgningen, dette sker også via www.borger.dk, der sender en mail til godkendelse, derfra logges på www.borger.dk med NemID og anmodningen godkendes.

Navneændring for børn
Søges der om navneændring for et barn, skal blanketten udfyldes på papir hvor begge forældre underskriver ansøgningen, hvis de har fælles forældremyndighed over barnet. Hvis et barn bærer samme mellem-eller efternavn som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal kordegnen, inden der træffes afgørelse om ændring af det pågældende navn, indhente en erklæring fra den nævnte forælder. Er barnet fyldt 12 år, skal det samtykke i navneændringen ved at medunderskrive ansøgningen i rubrikken "samtykke fra barn der er fyldt 12 år". Er barnet ikke fyldt 12 år, skal kordegnen undersøge dets holdning til navneændringen, såfremt barnets modenhed og sagens karakter gør det muligt.

Dokumentation:
Hvis du er fødselsregistreret i Danmark, er det som udgangspunkt ikke nødvendigt at vedhæfte en fil med din Fødsels-og dåbsattest/ Fødsels-og navneattest til ansøgningen. Ønsker du at antage din samlevers/ægtefælles mellem-og/eller efternavn, og er samlever/ægtefælle ikke fødselsregistret i Danmark, skal du vedhæfte en fil med dokumentation for navnet i form af fødselsattest, navneattest eller dåbsattest fra fødselsregistreringslandet. Ønsker du at antage et navn, der ligger tilbage i slægten, f.eks. oldeforældres navn, skal du vedlægge dokumentation for navnet samt for den slægtsmæssige tilknytning. Det kan gøres ved at vedlægge Fødsels-og dåbsattester/Fødsels-og navneattester for samtlige led tilbage til den pågældende
slægtning.

Gebyr:
Det koster kr. 510 at få behandlet en ansøgning om navneændring. Der betales ikke gebyr ved ansøgning om navneændring, som sker i forbindelse med en vielse, hvis I ved navneændringen opnår navnefællesskab og ansøgningen er indgivet senest 3 måneder efter vielsen. Der betales heller ikke gebyr for børn under 18 år som følge af forældrenes navneændring. Søges der om navneændring for flere personer, skal der betales gebyr for hver ansøger. Der skal dog kun betales ét gebyr, hvis ansøgningerne om navneændring omfatter ægtefæller, ugifte samlevende, søskende eller plejebørn under 18 år. Betalingen er en del af den digitale ansøgning.